Er du fan af Netflix-hittet Drive to Survive, så kan du glæde dig over, at en ny sæson er på vej.

Formel 1 har offentliggjort premieredatoen for den kommende sæson af Netflix-serien Drive to Survive.
Den nye sæson får premiere verden over fredag den 27. februar, hvilket er ugen inden sæsonåbningen ved Australiens Grand Prix.
Sæson 8 kommer til at fokusere på den dramatiske 2025-sæson, der bød på en række opsigtsvækkende begivenheder både på og udenfor banen.
Serien kommer blandt andet til at dække Red Bulls overraskende fyring af Christian Horner, som sendte chokbølger gennem sporten midt på sæsonen.
Derudover bliver Lewis Hamiltons vanskelige første sæson hos Ferrari et centralt tema. Den syvdobbelte verdensmester fik ikke den start, mange havde forventet, og resultaterne levede ikke op til de høje ambitioner.
Samtidig følger serien Max Verstappens markante comeback i kampen om titlen, hvor han til sidst kun lige akkurat måtte se sig slået.
Verdensmesterskabet endte i stedet hos Lando Norris, der sikrede sig sin første F1-titel efter en tæt og intens sæsonafslutning.