Helmut Marko mener, at der er behov for at lave om på de nye Formel 1-regler med det samme.

Den tidligere Red Bull-rådgiver Helmut Marko retter skarp kritik mod de nye Formel 1-regler for 2026 og kræver øjeblikkelige ændringer. Det skriver Kleine Zeitung.
Reglerne har allerede skabt en del debat blandt både kørere og fans. Særligt Max Verstappen har været kritisk og har endda luftet tanken om at forlade sporten efter denne sæson.
Marko mener, at udviklingen bevæger sporten i en forkert retning.
“Det er for kompliceret, og softwaren spiller en alt for stor rolle,” siger han til mediet og gør det klart, at kørernes evner bør have større betydning igen.
Han tvivler samtidig på, om problemerne kan løses hurtigt, men han er ikke i tvivl om, at der skal gøres et eller andet.
“Noget skal der ske, og køreevnerne skal igen være i fokus,” lyder det fra den 82-årige østriger.
Efter et teknisk møde i april har både holdene og FIA meldt ud, at der arbejdes på justeringer af reglerne. Men Marko efterlyser hurtigere handling.
“Stemningen blandt kørerne er negativ,” siger han og tilføjer:
“Ændringer skal ske nu, og forhåbentlig vil FIA gøre alt for at reducere batteriets betydning og give mere plads til forbrændingsmotoren.”
Det er desuden kommet frem, at Marko vender tilbage til Formel 1 i en ny rolle som ambassadør for Red Bull Ring, der er vært for Østrigs Grand Prix fra 26. til 28. juni.
Hans comeback kommer efter, at han stoppede som motorsportsrådgiver hos Red Bull efter 2025-sæsonen, hvor han derfor også satte et punktum for sine mere end 20 år hos teamet.