Helmut Marko trak sig fra sin rolle hos Red Bull Racing sidste år, men snart vender han tilbage til Formel 1.

Helmut Marko gør snart comeback i Formel 1 – dog i en helt anden rolle end tidligere. Den østrigske rådgiver bliver ifølge mediet OE24 ny ambassadør for Østrigs Grand Prix.
Marko var i mange år en central figur hos Red Bull, hvor han fungerede som rådgiver og talentspejder. Han spillede en vigtig rolle i teamets storhedstid, hvor både Sebastian Vettel og senere Max Verstappen sikrede verdensmesterskaber for holdet.
Ved afslutningen af 2025-sæsonen bekræftede Marko dog, at hans tid hos Red Bull var slut, og at han ikke ville vende tilbage til holdet i den efterfølgende sæson.
Nu ser det altså ud til, at den 82-årige østriger alligevel har i sinde at vende tilbage til Formel 1-miljøet. Ifølge OE24 skal Marko nemlig fremover fungere som ambassadør for Østrigs Grand Prix på Red Bull Ring i Spielberg.
Løbet i Spielberg vendte tilbage til Formel 1-kalenderen i 2014 efter en længere pause og har siden været fast inventar. Banen har gennem årene dannet ramme om flere dramatiske øjeblikke.
Sidste år offentliggjorde Formel 1-ledelsen en langsigtet aftale med arrangørerne, som sikrer, at Østrigs Grand Prix vil være en del af kalenderen frem til mindst 2041.
Den kommende udgave af løbet afvikles den 28. juni 2026 og bliver sæsonens ottende Grand Prix.
Med sin nye rolle ventes Marko derfor at være til stede under løbsweekenden i Spielberg. Det vil i så fald blive første gang siden hans exit fra Red Bull, at han igen optræder i Formel 1-paddocken.