Tidligere McLaren-ingeniør Mark Slade har delt en helt særlig anekdote om Fernando Alonso.

Mark Slade havde en lang karriere i Woking, da han blev hentet til McLaren i 1991 og blev hos holdet frem til 2009.
I en samtale med Peter Windsor på hans YouTube-kanal fortalte Slade en særlig historie om Alonso, der forsøgte at være gavmild.
Slade forklarede, at han samlede holdet i garagen før en løbsweekend, hvorefter Alonso gav hver af dem 1.000 euro (ca. 7.500 kr.).
– Vi tænkte bare: “Det er lidt mærkeligt. Det er aldrig sket før.” Jeg tror, vi var lidt forbløffede og vidste ikke rigtig, hvad vi skulle sige. Så vi sagde bare: “Det er virkelig venligt. Mange tak,” sagde Slade.
Men da daværende McLaren-sportsdirektør Dave Ryan fandt ud af det, beordrede han alle til at give pengene tilbage og truede med en fyring.
– Vi gik videre med arbejdet, og lidt efter kom Dave Ryan ind med et tordnende ansigtsudtryk. Og han sagde: “Hvad i alverden er der lige sket i garagen?” sagde Slade ifølge GP Blog.
– I skal give alle pengene tilbage. I skal give pengene til mig. I skal give pengene til holdet. Det er fuldstændig uacceptabelt. Det kan vi ikke have på dette hold.
– Jeg sagde: “Undskyld. Det vidste jeg ikke.” Og han sagde i bund og grund: “Alle, der ikke afleverer pengene tilbage, bliver fyret.”
Det endte derfor med, at alle pengene blev samlet sammen, hvorefter de blev afleveret til Alonso igen.