Tidligere FC Nordsjælland-spiller Andreas Schjelderup kan være på vej væk fra Benfica.

Det har været begrænset med spilletiden i Benfica for den 21-årige Andreas Schjelderup.
Det har skabt rygter om, at et klubskifte kan være under opsejling. Det skyldes særligt, at der er interesse for ham på flere store adresser.
Jose Mourinho har tilsyneladende ikke den store fidus til nordmanden, som ofte efterlades på bænken i Benficas kampe.
Netop derfor er han begyndt at undersøge sine muligheder. Der er tilmed meldinger om, at han ønsker at forlade den portugisiske klub i dette transfervindue.
Ifølge den anerkendte journalist Gianluca Di Marzio skulle der være rig mulighed for dette, da der er interesse i flere forskellige klubber.
Blandt andet har de et godt øje til ham i West Ham, hvorfor et skifte til Premier League potentielt kan komme på tale.
Interessen er dog størst i Italien, hvor særligt Parma jager ham. Di Marzio melder dog, at der også er interesse for nordmanden i AS Roma.
Skulle han indstille sig på at forlade Benfica i de kommende uger, er der tilsyneladende flere mulige destinationer.
Hans nuværende aftale med Benfica løber frem til juni 2028. Han har i denne sæson fået 967 minutter på banen fordelt på 21 kampe.
Ifølge Transfermarkt har den 21-årige kantspiller en markedsværdi på cirka 100 millioner kroner.