Gian Piero Gasperini var langt fra tilfreds med kampen mod FC Midtjylland, selvom det endte med en sejr.

Gian Piero Gasperini var den første til at indrømme, at Roma ikke præsterede deres bedste, selvom de torsdag aften hentede en 2-1-sejr over FC Midtjylland i Europa League.
Han opfordrer nu sine spillere til at levere en langt bedre præstation, når de møder de regerende Serie A-mestre Napoli i Serie A på søndag.
Roma rykkede op på 13.-pladsen i Europa League-tabellen efter 2-1-sejren over Midtjylland på Stadio Olimpico, hvor Neil El-Aynaoui åbnede scoringen efter syv minutter, og Stephan El Shaarawy tilføjede endnu et mål syv minutter før tid.
Selvom dette var Romas første hjemmesejr i Europa League i denne sæson, og selvom Midtjylland havde en 100% sejrsstime før kampen, var Gasperini langt fra tilfreds med holdets præstation.
— Vi missede en mulighed for at spille en bedre kamp. Vi gav for mange chancer væk. Vi skal genfinde vores energi og spille på en helt anden måde på søndag, sagde han ifølge Football Italia.
Blandt dem, der blev kritiseret for deres præstation torsdag aften, var Wesley, som har har haft lovende præstationer for Giallorossi i denne sæson.
— Wesley lavede for mange fejl, hvilket er en skam, for han har en fantastisk motor, sagde Gasperini.
— Fejlene afspejler ikke nødvendigvis kun ham. Vi havde stærke modstandere på kanterne. Vi manglede noget teknisk. Vi udviklede ikke spillet på den bedste måde. Der var perioder med fremgang, men så gik det lidt i stå. Vi skal gøre det godt på søndag.
— Ghilardi gjorde det godt. Han spillede en fremragende kamp. Han mistede måske et par bolde for meget, men vi kunne have gjort mange ting bedre.
Næste opgave for Roma, der ligger øverst i Serie A, er en svær kamp mod de regerende mestre, Napoli.
— Vi ser frem til kampen mod Napoli, og det er fair nok, at vi tænker på den. Men for at forberede sig godt, skal man også spille godt, sagde Gasperini.
— Vi kom foran tidligt, så slappede vi af, og så lukkede vi et mål ind til sidst. Du skal spille hver kamp helt til slut. Du kan ikke gå og glæde dig til at komme i bad bagefter.
Og hvad forventer han af søndagens opgør mod Napoli?
— Holdene kender hinanden godt. Napolis styrke er deres trup. De har et fantastisk hold, og de er Italiens mestre. Vi ved, at vi skal spille på vores allerhøjeste niveau. Vi møder et af de stærkeste hold i Italien, sagde han.
— I modsætning til mod Inter og Milan skal vi have et bedre resultat. Vi måler os mod de stærkeste – så må vi se, hvor vi står.