Den tidligere cykelrytter Vincenzo Nibali har sendt en klar Giro-advarsel til Jonas Vingegaard.

Det har længe været en stor drøm for Jonas Vingegaard at køre Giro d’Italia, og i 2026 bliver det en realitet. Den danske stjerne får dermed chancen for at vinde den tredje af de tre Grand Tours, men Vincenzo Nibali regner ham ikke som sikker vinder på forhånd.
Italieneren advarer mod, at der kan forekomme overraskelser, men ser også muligheder med tanke på Touren. Team Visma | Lease a Bike lægger ikke skjul på, at de har den største favorit i Italien. Alligevel vil Nibali endnu ikke gå så langt.
– Det er stadig for tidligt at sige, men Vingegaard har bestemt valgt det rette tidspunkt at få sin debut, efter at have vundet Vueltaen og de to Tours. Og Giroen passer ham bedre end den spanske Grand Tour, sagde han ifølge Gazzetta.
Ifølge italieneren, der selv har vundet Giroen to gange, er der flere grunde til det.
– Ikke så meget på grund af vejret. Han er godt nok dansker, og Giroen er køligere end Vueltaen, men han har altid præsteret godt i de høje temperaturer i juli under Touren. Den primære grund ligger i de tekniske karakteristika ved stigningerne i Giroen, sagde han.
– De er mindre eksplosive end dem i Vueltaen, som godt nok er hårde, men generelt ikke så lange som de italienske. I den sidste uge af dette års løb er der mindst tre etaper med stigninger, der passer perfekt til Vingegaard.
Alligevel bliver det anderledes for Vingegaard end i de andre store etapeløb, mener Nibali.
– En mulig udfordring er, at han oftere vil møde regn. I maj under Giroen kan det godt ske. Jeg ville have rådet ham til at køre nogle opvarmningsløb i Italien for at genfinde fornemmelsen for vores veje, som han ikke har kørt på siden Tirreno-Adriatico 2024, som han også vandt, sagde han.
– Jeg så, at han kører i februar i UAE Tour og i marts i Catalonien Rundt. Jeg ville tage mig tid til at lave noget lokalt forarbejde på de vigtigste dage og de mest afgørende stigninger.
– Da han også deltager i Touren, ønskede han nok ikke at overfylde sit program, og det er helt i orden, lød det også fra italieneren.