Alexander Zverev er kommet med en stor erkendelse om Carlos Alcaraz og Jannik Sinner.

Den 28-årige tyske Alexander Zverev sluttede 2025-sæsonen med blot én titel, som han vandt i München. Han var generelt plaget af skader hele året igennem.
Alligevel gjorde han nok til at sikre sig en 3.-plads på verdensranglisten, kun overgået af Carlos Alcaraz og Jannik Sinner. Han er dog mere end 6.000 ranglistepoint efter dem.
– Selvfølgelig er nummer et og to et godt stykke foran, hvilket ikke var tilfældet ved udgangen af 2024, hvor jeg sluttede som nummer to i verden (bag Sinner, red.), sagde Zverev ifølge France24.
– Jeg føler, at jeg har meget at indhente, men det gælder også resten af touren.
Selvom Zverev nåede finalen ved Australian Open sidste år, hvor han tabte til Sinner, skuffede han i de tre øvrige Grand Slam-turneringer samt ved ATP Finals.
På trods af dette betragter han 2025 som et skridt fremad.
– Jeg havde problemer med kroppen, og havde skader gennem hele sæsonen. Så at slutte som nummer tre i verden, er stadig noget, jeg kan være stolt af, nårr jeg ser tilbage på det, sagde han.
– Selvfølgelig var det ikke den sæson, jeg ønskede. Der var ikke de titler, jeg gerne ville have – især ikke de store titler.
Ud over de fysiske problemer kæmpede Zverev også mentalt og tog en måneds pause efter et nederlag i første runde ved Wimbledon.
– Jeg tog på ferie, tilbragte tid med mine venner og gik derefter tilbage til træningen. Jeg ændrede lidt på rammerne, forklarede han.