En tennisstjerne smed Holger Rune under bussen, men har nu fortrudt måden, det blev gjort på.

Holger Rune prøvede lykken ved at sende en besked til den 28-årige russiske tennisstjerne Veronika Kudermetova, men resultatet var ikke helt, som han havde håbet på.
Svaret lød nemlig som følgende: Knægt, jeg er nok for gammel til dig. Hvis du har set min Instagram, så har jeg en mand.
Det afslørede hun tilbage i juli i en podcast med Elena Vesnina, hvor hun må siges at have udleveret Rune offentligt.
Klip fra den omtalte podcast blev spredt vidt og bredt på de sociale medier, og det er noget, som den russiske tennisstjerne skammer sig over i dag.
– Jeg var faktisk virkelig ked af det i lang tid efter det interview, fordi det kom til at fremstå så grimt og forkert, sagde hun for nylig i et interview med Tatar.
– Problemet var, at det blev offentligt kendt. Alle medier tog det op, og det udviklede sig til en grim situation. Da jeg senere mødte Rune ved turneringerne, skammede jeg mig. Jeg havde lyst til at gå hen til ham og undskylde.
Hun gjorde det også klart, at Rune var hurtig til at undskylde, da hun havde afvist hans oprindelige henvendelse.
Kudermetova har gennem de seneste mange år dannet par med 41-årige Sergei Demekhine, der også er hendes træner.