Golfstjernen Brooks Koepka har droppet sin aftale med LIV Golf for at vende tilbage til PGA Tour.

Brooks Koepka har accepteret, at betingelserne for at vende tilbage til PGA Tour efter at have forladt den til fordel for LIV Golf kommer til at gøre ondt.
Amerikaneren har for nylig åbnet op om sin beslutning om at vende tilbage til PGA Tour, selvom han forlod den i 2022. Den 35-årige indrømmede, at de betingelser, han måtte acceptere, var hårde. Han understregede desuden også, at der ikke var noget forhandlingsrum.
Det er ikke kun de strenge vilkår, han skal leve op til. Han har også meget arbejde foran sig ift. at genvinde tilliden fra de medspillere, som aldrig har været fristet til at skifte PGA Tour ud med saudiarabiske LIV Golf.
Den femdobbelte Major-vinder bliver officielt den første spiller nogensinde, der vender tilbage til PGA Tour efter at have skiftet til LIV Golf. Det skriver Give Me Sport.
Han har kunnet vende tilbage takket være Returning Member Program, som giver visse vindere af Major-turneringer eller Players Championship mulighed for at komme tilbage, men med betydelige straffe.
I et interview med Associated Press forklarede han, at han accepterede de sanktioner, der er fulgt med hans beslutning om at forlade touren for LIV i 2022.
– Der var ingen forhandling. Det er meningen, at det skal gøre ondt, og det gør ondt, men jeg forstår det. Det er ikke meningen, at det skal være en nem vej. Der var mange mennesker, der blev såret, da jeg forlod touren, og jeg forstår, at det er en del af at komme tilbage, sagde han.
– Jeg har meget arbejde at gøre med nogle af spillerne. Der er helt sikkert nogen, der er glade, og helt sikkert nogen, der vil være vrede.
– Er jeg nervøs? Ja. Er jeg spændt? Ja. På en mærkelig måde vil jeg gerne have de samtaler. Jeg ville muligvis have siddet ude i et år, og jeg er ekstremt taknemmelig for, at touren gav mig denne mulighed.
Som en del af betingelserne for at vende tilbage til PGA Tour skal amerikaneren donere 5 millioner dollars (32 millioner kroner) til en godkendt velgørende organisation.
Desuden mister han også adgang til FedEx Cup-bonuspenge i år, invitationer til de såkaldte signatur-turneringer med samlet præmiepulje på 20 millioner dollars (128 millioner kroner) samt eventuelle ejerandele i PGA Tour i fem år.
Baseret på hans præstationer i tidligere år vurderer Yahoo Sports, at den økonomiske konsekvens af Koepkas beslutning om at vende tilbage til PGA Tour vil ligge mellem 50 og 85 millioner dollar i den periode. Det svarer til mellem 320 og 545 millioner kroner.
Så selvom han har fået lov til at vende tilbage til PGA Tour efter sit skifte til LIV, som har været genstand for stor kritik, har han tydeligvis været villig til at acceptere store økonomiske tab for at få det til at ske.