Ferrari overvejer både Lando Norris og Oscar Piastri som afløser for Lewis Hamilton.

Ferrari-chef Fred Vasseur holder øje med, hvorvidt Lando Norris eller Oscar Piastri vil være tilgængelige til 2027-sæsonen.
De to McLaren-kørere bliver set som mulige erstatninger for enten Lewis Hamilton eller Charles Leclerc. Det skriver The Mirror.
Både Hamiltons og Leclercs langsigtede fremtid er under lup. Førstnævnte har sat gang i spekulationer om et muligt karrierestop, hvis ikke Ferrari kan levere en konkurrencedygtig bil.
Leclerc er i sine bedste år og er fortsat bundet af en lang kontrakt. Alligevel har han været rygtet til Mercedes og har beskrevet 2026-sæsonen som “nu eller aldrig”.
Vasseur følger derfor udviklingen hos McLaren tæt. Selvom både Norris og Piastri er bundet af kontrakter, kan deres situation naturligvis hurtigt ændre sig.
Mediet nævner også Oliver Bearman som en mulighed, mens Vasseur desuden har blikket rettet mod Rafael Camara, der stiller op for Invicta Racing.
Bearman har allerede markeret sig som en kommende stjerne i sit første fulde år i Formel 1, hvor han kørte for Haas.
Han tog også point i sin debut for Ferrari i Jeddah i 2024 og byggede videre på dette med en solid første sæson hos Haas, hvor han blev nummer 13 i mesterskabet.