Oscar Piastri kan være på vej væk fra McLaren, da han er frustreret over én helt særlig ting.

Oscar Piastri kæmpede om F1-verdensmesterskabet for første gang i 2025-sæsonen, men hans fremtid hos McLaren er usikker, selvom han har kontrakt helt til 2028.
McLaren gav Piastri en ny aftale lige før sæsonstart, hvilket sikrede australieren en solid lønforhøjelse samt et job de næste mange år.
McLaren betaler nu Piastri 240 millioner kroner om året, hvilket i 2025 blev byttet til syv Grand Prix-sejre, seks pole-positions og 16 podier på tværs af sæsonens 24 løb.
Piastri førte endda VM-stillingen i 189 dage og blev den første australier siden Mark Webber til at ligge nummer ét i mesterskabet. Alligevel sluttede han 13 point efter Lando Norris og 11 point efter Max Verstappen.
Norris indhentede Piastris forspring på 34 point efter 15 af sæsonens 24 løb, da australieren virkede til nærmest at kollapse i den sidste del af sæsonen.
Nu skriver Nextgen-Auto, at Piastri er er frustreret over McLaren, fordi han mener, at det britiske storhold viste en “stigende præference” for Norris.
Det lyder også, at det har fået McLaren til at undersøge deres muligheder, hvis Piastri forsøger at bryde sin kontrakt tidligt efter 2026-sæsonen.
McLaren skulle være “særligt interesserede” i at hente Ferraris Charles Leclerc, hvis Piastri beslutter sig for at søge nye græsgange.
Men Woking-holdet kan dog få konkurrence fra Aston Martin, da både Fernando Alonso og Lance Stroll står uden kontrakt ved udgangen af 2026.
Aston Martin følger også nøje Leclercs situation hos Ferrari, da det ikke er udelukket, at han vil vurdere muligheden for at forlade Maranello i den tidlige del af 2026-sæsonen.
Leclerc har en frikøbsklausul i sin kontrakt til 2029, som gør det muligt for ham at forlade Ferrari, hvis han ønsker det.
Leclerc vil overveje sin fremtid ud fra Ferraris start på 2026-sæsonen. Han er fast besluttet på at få en konkurrencedygtig bil, så han endelig kan kæmpe om en VM-titel.
Potentielt kan han også erstatte Piastri hos McLaren i 2027. Det siges, at Leclerc overvejer at bytte med Piastri, hvis Mercedes ikke er en mulighed, såfremt han ender med at forlade Maranello før 2027.