Max Verstappens far er gået til angreb på Ralf Schumacher og har afvist påstandene om manglende ledelse efter uro i teamet.

Jos Verstappen retter en hård kritik mod Ralf Schumacher efter udtalelser om Red Bull Racings interne situation. Det skriver Planet F1.
Schumacher har tidligere hævdet, at Max Verstappen savner Helmut Markos indflydelse på teamet. Den udmelding har Verstappen Senior dog blankt afvist.
“Ralf taler en masse bullshit,” skrev han på sociale medier ifølge Planet F1.
Udmeldingen kommer efter, at Red Bull har fået en vanskelig start på 2026-sæsonen. Max Verstappen har kun hentet 12 point i de første tre løb og har åbent kritiseret de nye regler i Formel 1.
Samtidig er der også en del uro omkring teamet uden for banen. Det er bl.a. blevet meldt ud, at Verstappens mangeårige raceingeniør, Gianpiero Lambiase, skifter til McLaren senest i 2028, men sandsynligvis før. Derudover er flere centrale medarbejdere på vej væk.
Ifølge Planet F1 gælder det blandt andre pitcrew-medlem Ole Schack og chefmekaniker Jon Caller, der begge forventes at forlade holdet.
Schumacher pegede i den forbindelse på, at Red Bull mangler Marko som en styrende figur. Men det billede genkender Jos Verstappen ikke.
Max Verstappen har desuden selv bekræftet, at han fortsat har kontakt til Marko, som forlod Red Bull GmbH sidste år.
“Jeg er stadig i kontakt med ham. Måske ikke så meget om bilen, men om livet,” sagde han i den forbindelse.
Red Bulls teamchef, Laurent Mekies, har desuden understreget, at Marko fortsat er tilgængelig for teamet trods sin nye rolle som ambassadør for Red Bull Ring.