Intern uro hos Red Bull: Verstappen-trussel hænger i luften

Red Bulls Formel 1-hold er ramt af en intern uro, da der er en frygt for, at Max Verstappen kan trække sig tilbage.

Foto: Michael Potts F1 / Shutterstock.com
Foto: Michael Potts F1 / Shutterstock.com

Den tidligere F1-kører Karun Chandhok har afsløret, at dele af Red Bull-holdet er “nervøse” for, at Max Verstappen vælger at indstille sin karriere tidligere end forventet.

Formel 1 forbereder sig på store regelændringer næste år, hvor både chassis- og motorreglerne bliver ændret markant.

Det vil betyde, at kørerne skal køre bilerne på en helt anden måde, end de er vant til, og der vil blive lagt øget fokus på energiforbrug og -styring.

Flere kørere har allerede givet udtryk for bekymring over bilerne baseret på deres oplevelser i simulatoren, og det er noget, der tilsyneladende også er blevet diskuteret internt hos Red Bull.

Ifølge Chandhok er flere personer på holdet bekymrede for, at Verstappen ikke vil bryde sig om sportens nye æra.

– Der er også spekulationer om, hvor meget Max vil nyde den nye generation af biler, sagde Chandhok til Sky F1.

– Der er nogle personer hos Red Bull – i lufthavnen i São Paulo talte jeg med nogle af dem ved gaten – og de var alle lidt nervøse.

– De sagde: “Vi er faktisk lidt bekymrede for, at Max måske ikke vil nyde Formel 1 i 2026 lige så meget”. Det kan blive vanskeligt, fordi det er en helt anden kørestil.

– De håber, at det ikke bliver tilfældet. Hvis det bliver tilfældet, kan det i stedet favorisere den anden bil, som i dette tilfælde er (Isack, red.) Hadjar.

Verstappen har ved flere lejligheder udtrykt sin bekymring for sportens fremtid og har blandt andet peget på den stadigt mere tætpakkede kalender og det øgede antal sprintløb.

Seneste spilforslag
Om
SportInsider.dk udgives af:
Busekist Digital
CVR: 28491735

Trindsøvej 6, 1.
8000, Aarhus C
Danmark
SportInsider.dk