Helmut Marko forlader Red Bull ved udgangen af 2025 og sætter dermed punktum for mere end 20 år som Formel 1-teamets rådgiver.

Trækket er blevet præsenteret som Helmuts Markos beslutning om ‘at træde tilbage’, men hans exit menes at have en mere kompliceret baggrund.
82-årige Marko spillede en nøglerolle i skabelsen af Red Bulls F1-team og dets udvikling til en af mesterskabets stærkeste organisationer.
Han styrede store beslutninger for Red Bull Racing og senere Toro Rosso og havde ansvaret for junior-programmet, der bragte både Sebastian Vettel og Max Verstappen ind i Formel 1.
På trods af den succes Red Bull opnåede med Marko, der arbejdede tæt sammen med den mangeårige teamchef Christian Horner – som selv blev fjernet tidligere i år – var forholdet mellem Marko og Red Bull-organisationen blevet anspændt. Det skriver The Race.
Forandringen begyndte efter Red Bull-medstifter Dietrich Mateschitz’ død i slutningen af 2022, som Marko stod meget nær. Det udløste et gradvist, men tydeligt skifte i, hvordan Red Bulls moderselskab overvågede F1-teamet.
Væsentlige konflikter inkluderede Markos nedsættende udtalelser om den daværende Red Bull-kører Sergio Perez og hans nationalitet i slutningen af 2023.
Hertil var der et stort internt opgør og et mislykket forsøg på at afsætte Marko i begyndelsen af 2024, som Verstappen offentligt kritiserede, og senest Markos kommentarer efter Qatar Grand Prix, som udløste omfattende chikane mod Kimi Antonelli.
Hollandske medier antydede også, at Marko i år havde truffet tvivlsomme beslutninger om juniorer, som Red Bull var uenige i og måtte gribe ind for at ændre.
Det menes at handle om beslutningen om, hvorvidt den tidligere McLaren-junior Alex Dunne skulle optages i programmet. Kilder hævder, at Marko skrev kontrakt med Dunne imod aktionærernes vilje, hvilket førte til, at Dunne måtte kompenseres for ikke at tiltræde og nu i stedet forhandler med Alpine.
På trods af dette udsendte Red Bull en erklæring, hvor både Marko og Oliver Mintzlaff – Red Bulls chef for koncernprojekter og investeringer, som Marko menes at have været i konflikt med – insisterede på, at beslutningen udelukkende var Markos egen.
— At tabe verdensmesterskabet så snævert denne sæson ramte mig dybt og gjorde det klart for mig, at nu er det rette tidspunkt for mig personligt til at afslutte dette meget lange, intense og succesfulde kapitel, sagde Marko efter Verstappen glippede 2025-titlen til Lando Norris i Abu Dhabi.
Mintzlaff hævder, at ‘Helmut kom til mig med ønsket om at afslutte sin rolle som rådgiver ved årets udgang’.
— Jeg beklager hans beslutning dybt, da han har været en indflydelsesrig skikkelse i mere end to årtier, og hans afgang markerer afslutningen på en ekstraordinær æra, sagde Mintzlaff.
— Efter en lang og intens samtale vidste jeg, at jeg måtte respektere hans ønske, da jeg fik indtrykket af, at timingen føltes rigtig for ham.
Trods Red Bulls officielle udmeldinger kommer Markos exit ikke som en overraskelse, da relationerne længe havde været dårlige, og det lyder, at både Mintzlaff og aktionær Chalerm Yoovidhya var enige om, at Marko burde fjernes.
Det lyder ligeledes ifølge The Race, at hans afgang blev aftalt og kommunikeret internt i løbet af søndag aften og mandag, før den officielle offentliggørelse tirsdag.
Mere uklart er, hvad dette betyder for Verstappen. Den firedobbelte verdensmester var en stærk forsvarer af Marko, som gav ham en F1-plads hos Toro Rosso i 2015, hvilket skabte en dyb loyalitet mellem dem.
Verstappens offentlige støtte til Marko i begyndelsen af 2024 stod i skarp kontrast til hans manglende støtte til Horner under dennes personlige sag i samme periode.
Han beskrev Marko som en af sine ‘søjler’ og antydede kraftigt, at han ville forlade Red Bull, hvis Marko blev fjernet. Dette blev afværget, da Marko underskrev en ny kontrakt til udgangen af 2026, som dog nu slutter et år tidligere.
Det betyder, at Verstappen mister en af sine vigtigste støtter på et tidspunkt, hvor Red Bull forsøger at overbevise ham om en langsigtet fremtid hos teamet.
Han har kontrakt til 2028, men kan potentielt forlade holdet før. Det er uvist, om Verstappen har ændret holdning og nu har fornyet tillid til Red Bull uden Marko, eller om han vil se dette som endnu et bevis på, at teamets grundlæggende struktur er ved at smuldre.
Ud over Horner og Markos exit har Red Bull allerede mistet Adrian Newey, sportsdirektør Jonathan Wheatley og strategichef Will Courtenay – som angiveligt er sendt på såkaldt ‘gardening leave’, før han tiltræder hos McLaren næste år.