Lewis Hamilton er af flere blevet opfordret til at trække sig tilbage, men nu har han slået hårdt tilbage.

Lewis Hamilton er kommet med et kontant svar til dem, der taler om – og ligefrem opfordrer ham til – at indstille sin karriere efter en svær første sæson hos Ferrari.
Den syvdobbelte verdensmester påpegede, at ingen af hans kritikere har opnået det, han selv har, og at de derfor ikke besidder større viden eller indsigt end ham.
Kritikken udspringer af hans skuffende sæson hos Ferrari og er blevet forstærket af hans optræden over for pressen, hvor han ofte har fremstået nedtrykt og modløs.
Blandt andre har den tidligere F1-ejer Bernie Ecclestone argumenteret for, at tiden nu er inde for den 40-årige til at trække stikket.
2025 blev det første år i Hamiltons F1-karriere, hvor han ikke opnåede en eneste podieplacering, og han sluttede hele 86 point efter Charles Leclerc. Leclerc var i øvrigt på podiet syv gange i løbet af sæsonen.
Samtidig slog han en uønsket rekord som den Ferrari-kører, der har kørt flest løb i starten af sin tid på holdet uden en podieplacering. Dermed slog han en rekord, der havde stået siden Didier Pironi for mere end 40 år siden.
Trods kritikken står Hamilton fast og insisterer på, at han også stiller til start i næste sæson, selvom nogle af hans udtalelser i pressen har givet indtryk af, at motivationen ikke længere var til stede.
Da han blev spurgt af medier, hvad han ville sige til folk, der talte om muligheden for hans pensionering, kom han med et kontant svar.
– Jeg ville ikke sige noget til dem. Ingen af dem har gjort det, jeg har gjort, så de ved ikke mere, end jeg gør, sagde han ifølge RacingNews365.
Hamilton har kontrakt med holdet fra Maranello til næste sæson, men hans fremtid derefter er fortsat uafklaret.
Tidligere har han givet udtryk for, at han ønsker at fortsætte med at køre i nogle år endnu, og han forklarede, hvad der fortsat motiverer ham trods den enorme succes.
– Det er kærligheden til det, man laver. Kærligheden til at køre race. Jeg har fantastisk støtte fra folk omkring mig og fra mine fans, sagde han.
– Det er det konstant at holde øje med drømmen. Jeg har stadig en drøm, som jeg bærer håbet for i mit hjerte, og det er den, jeg arbejder hen imod.