Formel 1-legenden Damon Hill er kommet med en vild forudsigelse om Lando Norris.

McLaren-køreren Lando Norris har fået opbakning fra legenden Damon Hill, der mener, at han kan vinde tre eller fire yderligere verdensmesterskaber, efter at have vundet sin første titel sidste år.
Norris skrev sig ind i en eksklusiv klub bestående af kun 34 kørere, da han vandt VM i 2025, hvor han slog Max Verstappen med kun to point i sæsonfinalen.
Forud for den kommende 2026-sæson, har opmærksomheden sig naturligvis rettet sig mod, hvem der kan kæmpe om titlen i denne sæson. Og som regerende verdensmester er Norris selvsagt blandt dem, der er blevet nævnt som oplagt kandidat.
Hill mener, at det at vinde den første titel er en stor mental barriere for enhver kører, og nu hvor Norris har overvundet den, kan det åbne døren for, at han kan vinde tre eller fire yderligere.
– Han har gjort det, og der kommer en stor tryghed med det, sagde Hill i podcasten Stay on Track.
– Han vil i et vist omfang kunne slappe af. Det handler om, hvor stor en sult du har efter at vinde.
– Jeg troede altid, at når Michael (Schumacher, red.) havde vundet ét, to, tre, fire, fem mesterskaber, så ville han være mæt, men så vandt han et eller to mere.
– For nogle mennesker giver det dem et ekstra skub til at vinde flere titler. Jeg mener bestemt, at Lando har mere end én i sig. Jeg tror, han har tre eller fire mere i sig.
En af Norris’ største rivaler i kampen om titlen i 2026 kan blive hans egen holdkammerat Oscar Piastri, som også var med i kampen i sidste sæson.
Hill mener, at Piastri har brugt vinteren på at analysere, hvor de små huller i hans præstationer var, og at han vil være en trussel i den kommende sæson.
– Oscar underpræsterede ikke ligefrem. Der var øjeblikke, hvor han faldt lidt igennem sidste år, sagde Hill.
– Han vil gå gennem vinteren og tænke: “Hvad skal jeg gøre for at lukke de små huller i mine præstationer?”. Og han kommer til at finde ud af, hvordan han undgår, at det sker igen.