Den tidligere Formel 1-verdensmester Jacques Villeneuve er kommet med sin vurdering af Lewis Hamiltons første sæson hos Ferrari.

I High Performance Podcast blev den canadiske tidligere racerkører Jacques Villeneuve spurgt, om den netop overståede skuffende sæson vil få betydning fremadrettet.
– Den har haft stor betydning, da mange titler blev vundet mod en holdkammerat, hvor der ikke var nogen reel kamp. Den ene kamp, han faktisk havde, var mod Nico (Rosberg, red.), og den tabte han, sagde han.
– Nu skifter han til Ferrari og skal tilbage i kamp-mode, og det ser ud til, at han har vænnet sig til de nemme år.
– Det er svært at få motoren i gang igen, hvis man slipper speederen lidt, tager det roligt eller begynder at tænke, at det hele er let. Når man først begynder at tro, at man er urørlig, så sætter man farten ned.
Villeneuve blev dernæst bedt om at uddybe, hvad han mente med, at Hamilton havde vænnet sig til at vinde relativt let gennem årene.
– Hans mesterskaber var ikke svære at vinde. Mercedes var milevidt foran, da den nye motor kom, og hver gang det blev tæt, skruede de bare op for motorkraften, sagde han.
– Det hele lå klar på et sølvfad. På det tidspunkt kunne stort set kun en Mercedes vinde – næsten uanset hvilken kører, der sad i bilen.
Trods en sæson hos Ferrari, der langt fra levede op til forventningerne, valgte den syvdobbelte verdensmester alligevel at vise sin opbakning til holdet ved at besøge fabrikken i Maranello.
Her tog han sig tid til at snakke med en række medarbejdere, ligesom han tog sig tid til billeder og autografer, hvilket Ferrari delte på de sociale medier.