Real Madrid-træner Xabi Alonso har udtalt sig om den forventede længde af Kylian Mbappés fravær.

Real Madrid-træner Xabi Alonso indrømmede lørdag, at han ikke ved, hvor længe stjernespilleren Kylian Mbappé kommer til at være ude med en skade.
Den franske angriber fik onsdag konstateret en forstrækning i knæet, som forventes at holde ham ude i mindst tre uger.
– Vi vil forsøge at få det til at ske så hurtigt som muligt. Det afhænger meget af, hvordan han har det, men vi vil prøve at få ham tilbage så hurtigt som muligt, sagde Alonso ifølge AFP.
– Hvornår er så hurtigt som muligt? Det er spørgsmålet. Det ved jeg ikke.
Han sagde, at han håber, at Mbappé kan nå at blive klar til at deltage i den spanske Super Cup, hvor de møder rivalerne fra Atletico Madrid i semifinalen den 8. januar.
Den 27-årige Mbappé er klubbens topscorer i denne sæson, da han har scoret 29 mål på tværs af alle turneringer i 24 kampe.
Alonso må dog undvære angriberen i søndagens La Liga-opgør mod Real Betis på Santiago Bernabeu.
Et lyspunkt var, at den brasilianske angriber Rodrygo Goes viste storform mod slutningen af 2025, og Alonso ønsker, at han fortsætter i samme spor.
– Han spillede nogle rigtig gode kampe mod slutningen af året. Vi har brug for ham, ligesom vi har brug for alle andre, sagde Alonso.
– For at kompensere for Kylians fravær har vi forskellige muligheder, og Rodrygo er en af dem.