Vækker opsigt: Pludselig dukkede kontraktløs spiller op hos Juventus

Den tidligere Juventus-midtbanespiller besøgte torsdag sin gamle klub, hvilket har sat gang i rygterne.

Foto: Cristiano Barni / Shutterstock.com
Foto: Cristiano Barni / Shutterstock.com

Klubbens officielle sociale medier delte billeder af den bosniske midtbanespiller Miralem Pjanic på træningsanlægget i Continassa, hvor han poserede med sin gamle trøje med nummer 5.

Derudover blev Pjanic fotograferet sammen med sin tidligere holdkammerat og nuværende Juventus-direktør Giorgio Chiellini samt Luciano Spalletti, der kortvarigt trænede ham under deres tid i Roma i 2016.

Selvom det ikke er usædvanligt, at tidligere spillere kigger forbi Juventus for at hilse på, gik netop dette besøg ikke ubemærket hen.

Serie A-storklubben er nemlig desperat efter at forstærke midtbanen – og Miralem Pjanic står i øjeblikket uden klub. Den 35-årige har været fri på markedet, siden han forlod Spartak Moskva sidste sommer.

Desuden havde Juventus-insider Gianni Balzarini for nylig luftet idéen om at hente den tidligere Lyon- og Roma-stjerne tilbage til Torino. Han mente, at Pjanic kunne tilføre den manglende kvalitet på midtbanen.

Derfor forklarer TuttoJuve, at besøget fik mange til at spærre øjnene op. Flere fans spekulerer nu i, at der muligvis ikke var tale om et helt uskyldigt besøg.

Pjanic havde fire succesfulde sæsoner i Juventus, hvor han etablerede sig som klubbens foretrukne playmaker og var med til at styre spillet på det hold, der vandt fire Scudetto-titler i træk.

Men selvom Juventus utvivlsomt savner en Pjanic på sit højeste niveau, er den nuværende udgave næppe svaret på klubbens problemer. Han har været i markant tilbagegang, siden han forlod Juventus til fordel for Barcelona for over fem år siden.

Derudover har han stået uden klub i flere måneder, hvilket betyder, at hans fysiske form sandsynligvis ikke er på et niveau, der matcher kravene i Serie A.

Seneste spilforslag
Om
SportInsider.dk udgives af:
Busekist Digital
CVR: 28491735

Trindsøvej 6, 1.
8000, Aarhus C
Danmark
SportInsider.dk