Intet mindre end tre Premier League-klubber er klar til at hente Marc Guehi i dette transfervindue.

Arsenal er den seneste klub til at melde sig ind i kampen om at hente Marc Guehi i januar, da både Liverpool og Manchester City også viser interesse for dette.
Hertil følger Bayern München også situationen omkring Crystal Palace-forsvareren tæt, da de angiveligt også overvejer et fremstød.
Guehis nuværende kontrakt med Crystal Palace udløber til sommer. Selvom han derefter kan skifte på en fri transfer, er der allerede nu stor interesse for at hente ham i januar.
Ifølge journalisten John Cross har Arsenal tilsluttet sig listen over klubber, der er interesserede i at sikre sig Guéhis underskrift allerede i dette transfervindue.
Manchester City presser dog mere på for at hente englænderen, da de er blevet hæmmet af Ruben Dias og Josko Gvardiols skader.
Ifølge Cross vil det kræve en betaling på omtrent 340 millioner kroner at hente ham i januar. München er ligeledes på udkig efter at styrke deres forsvar og har derfor også Guehi på radaren.
Den engelske forsvarsspiller var kraftigt sat i forbindelse med et skifte til Liverpool sidste sommer, men handlen faldt til jorden på sidste dag af transfervinduet, da Palace ikke formåede at finde en erstatning.
Nu er Liverpool derfor nødt til at konkurrere med blandt andre Arsenal og Manchester City om hans underskrift.
Der er fortsat ingen garanti for, at Guehi forlader Palace i dette transfervindue, men mere og mere tyder dog på det.