Tilbageslag kan koste Michael Carrick jobbet i United

Mandag tabte Manchester United til Leeds, hvilket har skabt tvivl om Michael Carricks fremtid.

Foto: Daykung / Shutterstock.com
Foto: Daykung / Shutterstock.com

Manchester United siges at overveje at tage kontakt til Julian Nagelsmann i jagten på en ny cheftræner. Det skriver GiveMeSport i kølvandet på mandagens chokerende nederlag til Leeds United.

Ifølge det britiske medie har nederlaget svækket Michael Carricks chancer for at få jobbet permanent, selvom han ellers har imponeret siden han tog over i januar.

Carrick har leveret syv sejre, to uafgjorte og to nederlag i sine første 11 kampe som midlertidig manager.

Mandag kom United dog bagud med 0-2 allerede efter en halv time, hvor Noah Okafor scorede begge mål. Casemiro reducerede senere, men et rødt kort til Lisandro Martínez gjorde opgaven om at udligne markant sværere.

Selvom klubben fortsat ligger nummer tre i Premier League og er på vej mod Champions League, kan nederlaget have skabt tvivl hos ejer Jim Ratcliffe, som var til stede på stadion.

GiveMeSport skriver, at United nu vil undersøge mulighederne for at hente alternative kandidater i løbet af måneden. Nagelsmann, der for nuværende er landstræner for Tyskland, skulle være åben for et skifte efter VM.

Før nederlaget havde klubbens tidligere profiler Gary Neville og Roy Keane ellers udtrykt stor tro på Carrick.

“Det virker næsten uundgåeligt, at de ansætter Michael Carrick,” sagde Neville før kampen.

Keane var også positiv, men understregede, at de største udfordringer først vil komme senere.

“Den virkelige test kommer, hvis han får jobbet permanent,” udtalte han.

Situationen har dog ændret sig markant efter nederlaget, og kampen om trænerposten er nærmest med ét blevet langt mere åben.

Seneste nyt
Flere nyheder
Om
SportInsider.dk udgives af:
Busekist Digital
CVR: 28491735

Trindsøvej 6, 1.
8000, Aarhus C
Danmark
SportInsider.dk