Den tidligere United-spiller har afsløret, at Alex Ferguson bad ham sælge sin hund og droppe sin kæreste.

Lee Sharpe har afsløret, at hans dårlige præstationer i Manchester United førte til, at han blandt andet blev tvunget til at bo adskilt fra sin kæreste.
Den tidligere kantspiller kom i unåde hos Sir Alex Ferguson, og situationen blev så alvorlig, at han blev henvist til at bo i bolig stillet til rådighed af klubben.
I løbet af sine otte år på Old Trafford vandt Sharpe tre Premier League-titler, Champions League og flere nationale pokaler. Men opholdet i Manchester var bestemt ikke uden problemer.
En af de mest bemærkelsesværdige episoder fandt sted, da Sharpe bad om Fergusons tilladelse til at flytte sammen med sin mangeårige kæreste, efter han var fyldt 18 år.
I podcasten Sacked in the Morning reflekterede den 54-årige over, hvor meget kontrol den legendariske manager havde i Manchester, og hvordan det påvirkede hans privatliv.
– Han styrede klubben fra top til bund. Han sagde, at han ville tillade det (at flytte sammen med kæresten, red.) og spurgte, om vi skulle giftes. Vi havde været sammen siden jeg var 12 år, og det var planen, sagde Sharpe.
– Men han sagde, at hvis min form dalede, skulle jeg flytte tilbage på værelset. Jeg sagde bare: “Ja, ja, det er ikke noget problem”. Og så begyndte min form at falde. På Anfield af alle steder besluttede han at ændre vores formation for at matche Liverpool og spille med tre i bagkæden og fem på midtbanen.
– Ryan Giggs og jeg løb rundt i ring uden at vide, hvem vi skulle dække. Kampen gled os af hænde. I pausen sagde han med ikke så mange ord: “I er fuldstændig ubrugelige”.
Men Sharpe afslørede også, at tiraden langt fra stoppede der.
– Ferguson sagde: “I morgen sælger du dit hus, sælger din hund, sælger din bil. Du sender din kæreste tilbage til Birmingham, og du flytter tilbage på værelset”, tilføjede Sharpe.