Rooney peger på City som favoritter til at vinde Premier League

Manchester United-legenden forventer en tæt kamp, men giver Manchester City en lille fordel i kampen om titlen.

Foto: Ringo Chiu / Shutterstock.com
Foto: Ringo Chiu / Shutterstock.com

Den tidligere Manchester United-spiller Wayne Rooney vurderer, at den kommende weekends opgør mellem Manchester City og Arsenal kan blive afgørende for mesterskabet i Premier League. Det siger han i en BBC-podcast.

Arsenal missede i weekenden muligheden for at øge føringen i toppen, da de tabte 2-1 hjemme mod Bournemouth. Nederlaget var klubbens tredje i fire kampe og kommer efter både en tabt finale i Liga Cuppen til Manchester City og et overraskende FA Cup-exit mod Southampton.

Samtidig leverede City en overbevisende præstation med en 3-0-sejr over Chelsea, hvilket reducerede afstanden til blot seks point. Med en kamp i hånden og et indbyrdes opgør på hjemmebane står Pep Guardiolas mandskab pludselig i en stærk position.

Rooney anser derfor også det kommende opgør som en reel nøglekamp i guldkampen.

“Ja, jeg tror, det bliver det,” siger han og tilføjer:

“Hvis City vinder, gør det dem til favoritter til titlen, men hvis Arsenal vinder, er det deres.”

Den tidligere angriber forventer en tæt affære i Manchester. 

“Jeg tror, at Manchester City vinder 1-0. Det afgør det ikke helt, men det giver dem en fordel,” lyder vurderingen fra legenden.

Ifølge Rooney skyldes Arsenals svingende form blandt andet presset i slutfasen af sæsonen.

“De begynder at vise tegn på, at de knækker lidt, og City ved, hvordan man vinder titler,” siger han.

Tidligere på sæsonen spillede de to hold 1-1 i London, mens Manchester City vandt 2-0 i Liga Cup-finalen.

Seneste nyt
Flere nyheder
Om
SportInsider.dk udgives af:
Busekist Digital
CVR: 28491735

Trindsøvej 6, 1.
8000, Aarhus C
Danmark
SportInsider.dk