Den danske angriber er endnu engang blevet ramt af en skade, men omfanget af skaden er endnu ikke afsløret.

Rasmus Højlund har vist en stærk form, siden han forlod Manchester United til fordel for Napoli, der hentede ham på en lejeaftale.
Han fik en god start på livet i Napoli, da han blandt andet scorede i sin debut mod Fiorentina. Derefter fulgte en fremragende periode, som dog blev afbrudt af en skade, der holdt ham ude i flere kampe.
Indtil videre har Højlund denne sæson scoret fire mål og leveret ét enkelt oplæg i sine 11 kampe fordelt på Serie A og Champions League.
Efter netop at være vendt tilbage fra sin tidligere skade, var han stille og roligt ved at finde formen igen. Den danske angriber blev derofr udtaget til startopstillingen lørdag, da Napoli besejrede Atalanta 3-1.
To scoringer af David Neres og en enkelt scoring af Noa Lang i første halvlegs overtid var nok til at sikre Napoli sejren på Stadio Diego Armando Maradona.
Den danske angriber spillede dog ikke kampen færdig, da han blev tvunget ud med en skade.
Helt konkret blev han taget ud i det 74. minut med en mistænkt lårskade. Han gik mod sidelinjen tydeligt præget af smerte. Ifølge Football Italia er det positive, at Højlund sandsynligvis forlod banen, før skaden blev endnu værre.
Napoli vil undersøge problemet nærmere for at fastslå skadens omfang og hvor lang tid, Højlund potentielt er nødt til at sidde ud.
Antonio Conte er derfor nødt til at afvente situationen. Romelu Lukaku er stadig i gang med sin egen skadespause, hvilket fik dem til at hente Højlund som erstatning.