Der har været rigtig mange rygter om Marc Guehi, der dog nu ser ud til at have valgt sin destination.

Crystal Palace-manager Oliver Glasner bekræftede fredag, at en aftale om Marc Guehis afgang befinder sig i slutfasen. Derfor forventes det, at der inden længe kan offentliggøres en aftale.
Ifølge Standard Sport er Guehi tæt på at blive enig med City om en kontrakt på fem et halvt år, hvorfor han er blevet udeladt af Palaces trup forud for weekendens udekamp mod Sunderland.
Guehi har – ligesom Glasner – kontraktudløb til sommer, og det har i noget tid været kendt, at han næppe ville skrive under på en ny aftale på Selhurst Park.
Den engelske landsholdsspiller var ellers på vej til Liverpool på sidste dag af sommerens transfervindue for et beløb på cirka 300 millioner kroner og nåede endda så langt som til at gennemføre det lægetjek.
Men Palace-formand Steve Parish trak i nødbremsen i sidste øjeblik, da klubben ikke formåede at hente en erstatning.
Interessen for Guehi er kun vokset i månederne siden, og Arsenal siges at have været åbne for at genforene ham med hans tidligere Palace-holdkammerat Eberechi Eze.
Guehi skiftede til Palace fra Chelsea i 2021, hvor London-klubben indsatte en videresalgsklausul på 20 procent i aftalen. Og nu kan han være på vej videre til endnu en Premier League-klub.
Midterforsvareren spillede samtlige 90 minutter, da de regerende FA Cup-vindere Palace i sidste weekend røg ud af FA Cuppen mod Macclesfield i et af de største chok i turneringens historie.
Den kamp ser ud til at blive Guehis sidste optræden for Palace, som har affundet sig med at sælge en af deres nøglespillere nu frem for at miste ham gratis til sommer.
På samme pressemøde bekræftede Glasner, at han heller ikke vil forlænge sin kontrakt med klubben. Han afslørede i samme ombæring, at han allerede i oktober fortalte Parish, at han ønsker en ny udfordring efter denne sæson.