Den tidligere FC Barcelona-stjerne Neymar har beskrevet Arda Güler som verdens bedste midtbanespiller.

Neymar forlod PSG i 2023, hvor han blev hentet til Al-Hilal for 670 millioner kroner. Dermed fik den franske klub dækket en del af det beløb, de betalte for at hente ham i 2017.
Tiden i Al-Hilal var lukrativ, men på banen var det ikke en udpræget succes. Han scorede kun én gang i syv kampe for den saudiarabiske klub, før hans kontrakt blev ophævet i januar 2025.
Han er nu vendt tilbage til sin barndomsklub Santos og er samtidig blevet Brasiliens mest scorende landsholdsspiller nogensinde med 79 mål i 128 kampe.
For nylig gav han sin vurdering af, hvem han mener er verdens bedste midtbanespiller – og han vragede både Pedri og Jude Bellingham ved i stedet at vælge sidstnævntes holdkammerat Arda Güler.
– Arda Güler er en fantastisk spiller. Han har kvalitet, så jeg synes, han er den bedste midtbanespiller i verden, sagde han ifølge Sportbible.
Den 20-årige midtbanespiller betragtes som et af de største unge talenter i fodbolden, efter at have arbejdet sig op gennem ungdomsrækkerne i Fenerbahce i Tyrkiet.
Han slog for alvor sit navn fast, da han skiftede til Real Madrid i sommeren 2023 for en indledende pris på 150 millioner kroner.
Den tyrkiske landsholdsspiller har siden scoret 15 mål i 88 kampe og har vundet La Liga, Champions League, Supercopa de España, UEFA Super Cup og FIFA Intercontinental Cup i sin tid i klubben.
Güler har også scoret seks mål i 26 landskampe for Tyrkiet, efter at han fik sin debut på A-landsholdet i 2022.