Lionel Messi fik en vild gave af en milliardær, da han var på besøg flere steder i Indien.

Lionel Messi fik en ekstremt sjælden gave til en værdi af 7 millioner kroner fra en indisk milliardær under sin såkaldte “GOAT Tour” i Indien.
Den argentinske Inter Miami-stjerne var på et fire dage langt besøg i landet, der begyndte kaotisk i Kolkata. Den 38-årige rejste rundt til i alt fire byer under opholdet.
Kaos brød ud på Salt Lake Stadium i Kolkata den 13. december, hvorfor Messis optræden varede mindre end 25 minutter, før han blev eskorteret væk.
Det skete, efter at adskillige personer stormede banen for at få taget billeder med den store stjerne. Over 85.000 fans var mødt op for at få et glimt af fodboldlegenden, men de fleste blev skuffede.
Mere end 100 personer – herunder politikere, embedsmænd, kendisser og sikkerhedspersonale – fyldte nemlig banen, så snart Messi trådte ind, hvilket blokerede udsynet til argentineren.
Efterhånden som frustrationen voksede, og fansene indså, at de næsten ikke kunne se den argentinske superstjerne trods dyre billetter, ændrede stemningen sig hurtigt fra eufori til vrede.
Urolighederne eskalerede, da tilskuere begyndte at rive sæder op og kaste vandflasker ind på banen. Videoer viste en række fans, der klatrede over barrierer og råbte ad vagter, mens Messi blev ført væk.
Ved turens afslutning blev Messi inviteret til at besøge Vantara Global Wildlife Rescue and Conservation Centre i Jamnagar i delstaten Gujarat, som ejes af den indiske milliardær Mukesh Ambani.
Under besøget forærede Ambanis søn, Anant Ambani, Messi et ekstremt sjældent RM 003-V2 GMT Tourbillon “Asia Edition”-ur til 7 millioner kroner. Der findes endda kun 12 eksemplarer på verdensplan.