Conor McGregor har ikke været i aktion i UFC siden 2021, og det ser heller ikke ud til, at det sker lige foreløbig.

Conor McGregor har hævdet, at hans kontrakt med UFC er ugyldig og skal genforhandles, fordi MMA-organisationen er gået ind i en ny æra med tv-transmissioner.
Lørdag i denne uge afvikles UFC 324, som organisationens første event, der streames live på Paramount+. Det er blevet en realitet, efter at UFC ved udgangen af 2025 afsluttede samarbejdet med ESPN.
McGregor har antydet, at den nye tv-aftale – som markerer afslutningen på UFC’s PPV-model (PPV) betyder, at hans kontrakt nu skal genforhandles.
– De har indgået en ny aftale med Paramount. Min kontrakt er i bund og grund ugyldig lige nu, fordi der ikke længere er PPV, og min kontrakt var baseret på PPV-salg,” sagde McGregor på en livestream ifølge The Independent.
– Jeg er den UFC-kæmper, der har genereret flest PPV-salg nogensinde. PPV-systemet er slut. Jeg skal have en ny kontrakt. Så vi går ind i forhandlinger i februar, og jeg er meget spændt på at se, hvordan det ender.
Den 37-årige McGregor har ikke kæmpet siden juli 2021, hvor han brækkede benet i sit andet nederlag i træk til Dustin Poirier. Alligevel har ireren længe ønsket et comeback og har rettet blikket mod UFC’s event ved Det Hvide Hus i juni.
UFC-præsident Dana White har dog været tilbageholdende.
– Vi må se, om Conor kommer tilbage eller ej, lød hans seneste kommentar om muligheden for, at McGregor skal kæmpe på South Lawn.
White var samtidig klar i mælet om, at den tidligere UFC-mester ikke kommer til at møde Michael Chandler.
– Nej, det var for et par år siden, sagde White og henviste til, at McGregor og Chandler blev kædet sammen i 2023 og var tæt på at mødes i 2024, før McGregor trak sig fra kampen med to ugers varsel på grund af en brækket tå. White sagde i sidste uge, at han ikke overvejer McGregor mod Chandler.
McGregor presser dog fortsat på for et comeback i de kommende måneder og kom søndag med en melding på det sociale medie X.
– Det arbejde, jeg har lagt i min karriere indtil nu, og dybden i det, er tidløst. Jeg føler mig yngre og friskere end nogensinde og er stadig kun ved at varme op. I tvivler på mig på eget ansvar, skrev han.
McGregor kan ikke konkurrere før april, da han i øjeblikket afsoner en karantæne for brud på antidoping-reglerne efter flere manglende whereabouts-indberetninger.
Den 18 måneder lange karantæne, som blev offentliggjort i oktober, er baguddateret til september 2023, hvor McGregor registrerede sin tredje overtrædelse.
Da McGregor er klar til et comeback i foråret og White har afvist Chandler som modstander, er spekulationerne nu gået på, hvem ireren kan møde. Her er Jorge Masvidal, som McGregor kortvarigt blev sat i forbindelse med for flere år siden, blandt andet blevet nævnt.
Masvidal trak sig tilbage fra MMA i 2023 efter sit fjerde nederlag i træk. Siden har han bokset én gang og tabt til sin gamle rival Nate Diaz, som Masvidal stoppede i UFC tilbage i 2019.
– Man ved aldrig, vel? sagde den 41-årige amerikaner til MMA Junkie i sidste uge, da han blev spurgt om en mulig kamp mod McGregor.
– Jeg kan sige, at der er store nyheder på vej. Jeg har kampnyt, der kommer snart, og det er meget stort. Jeg kan hverken be- eller afkræfte det, du lige sagde.