Paris Saint-Germain er blevet dømt til at punge ud, efter at Kylian Mbappé har fået medhold af en fransk domstol.

Paris Saint-Germain er af en fransk domstol blevet pålagt at betale Kylian Mbappé intet mindre end 450 millioner kroner i ubetalt løn og bonusser.
Mbappé havde oprindeligt krævet næsten 2 milliarder kroner fra sin tidligere klub, efter at den langvarige konflikt i november endte ved en arbejdsret i Paris.
Omvendt sagsøgte den franske klub Mbappé for omtrent 1,8 milliarder kroner.
Den 26-årige Real Madrid-stjerne krævede bl.a. 410 millioner kroner i ubetalt løn samt en erstatning for deres kontraktstrid og det, han beskrev som dårlig behandling fra klubbens side.
Han er dog kun blevet tilkendt en del af beløbet, da retten fastslog, at PSG ikke havde udbetalt tre måneders løn i perioden fra april til juni 2024 samt to forskellige bonusser.
– Vi er tilfredse med denne afgørelse. Det er præcis, hvad man kunne forvente, når løn ikke er blevet udbetalt, sagde Mbappés advokat, Frédérique Cassereau, ifølge BBC.
PSG havde krævet erstatning for Mbappés mislykkede skifte til den saudiarabiske klub Al-Hilal i 2023, som kunne have indbragt dem cirka 2,2 milliarder kroner.
Angriberen skiftede i stedet til Real Madrid på en fri transfer sommeren efter.
Mbappés beslutning om ikke at skifte til Saudi Pro League og hans afslag på at forlænge kontrakten, udløste den mere end to år lange konflikt mellem klub og spiller.
PSG forsøgte at forklare sig med, at Mbappé havde accepteret at give afkald på dele af sin løn ved kontraktens udløb for at beskytte klubbens økonomi.
Mbappés repræsentanter afviste dog denne forklaring som “fantasi” under høringen i november.
PSG anklagede også Mbappé for at have handlet “illoyalt ved i næsten 11 måneder at skjule sin beslutning om ikke at forlænge kontrakten” og hævdede, at de havde lidt “betydelige tab”.