Den tidligere stjerne sår tvivl om brasilianerens niveau og mener, at det er på tide at få ham solgt.

Den tidligere spanske landsholdsmålmand og Real Madrid-profil Santiago Cañizares mener, at klubben bør overveje at sælge Vinicius Junior. Udmeldingen kommer efter en ujævn afslutning på sæsonen for den spanske storklub.
Cañizares, der også havde stor succes i sin tid i Valencia, har sat spørgsmålstegn ved brasilianerens præstationer over den seneste lange periode. Ifølge ham har Vinicius ikke levet op til de forventninger, der følger med hans status og kontrakt.
“Efter min mening har han de sidste to år ikke leveret det niveau for Real Madrid, som hans kontrakt og status kræver,” siger Cañizares til Movistar.
Han gør det samtidig klart, at der er flere kontroverser omkring den brasilianske profil, som ifølge ham ikke ligefrem gavner klubbens image. Den tidligere målmand understreger dog, at et eventuelt salg afhænger af markedet.
“For at sælge en spiller skal pengene være der først,” siger han.
Cañizares fremhæver også taktiske udfordringer og antyder, at Vinicius muligvis ikke passer optimalt sammen med Kylian Mbappé i offensiven. Samtidig påpeger han, at det ikke er så enkelt at skille sig af med en stjernespiller.
Han sammenligner det med andre situationer, hvor klubber har haft svært ved at finde købere til de helt dyre spillere, og nævner blandt andet, hvordan Real Madrid tidligere værdsiatte Rodrygo for højt uden at modtage tilsvarende bud.
“Det er nemt at sige, at man vil sælge, men det kræver, at nogen vil købe,” forklarer han og tilføjer, at beslutninger på topniveau er komplekse.
Alligevel er hans holdning klar: “Hvis der kom et godt tilbud, ville jeg sælge ham.”