Oliver Glasner lagde ikke fingre imellem i et brutalt interview, efter at Crystal Palace tabte 2-1 til Sunderland.

Crystal Palace bragte sig foran 1-0 på et mål af Yeremy Pino på Stadium of Light, men mål fra Enzo Le Fée og Brian Bobbey sendte Eagles mod et nederlag. Det skete endda kun én dag efter, at Glasner havde annonceret, at han forlader klubben til sommer.
Han førte Palace til klubbens første store trofæ nogensinde i maj, da de slog Manchester City på Wembley og vandt FA Cuppen, inden de efterfølgende besejrede Liverpool i Community Shield.
Glasner er blevet sat i forbindelse med flere store trænerjobs og har valgt at forlade klubben ved udgangen af den nuværende sæson. Men nu kan hans exit potentielt komme tidligere efter de markante udtalelser.
Den tidligere Eintracht Frankfurt-træner udtrykte sin frustration over salgene af Eberechi Eze og Marc Guehi, og særligt omstændighederne omkring handlerne, eftersom begge salg blev aftalt dagen før en Palace-kamp.
Guehi var tæt på et skifte til Liverpool på transfervinduets sidste dag i sommer, men handlen kollapsede i sidste øjeblik. Flere medier hævdede, at Glasner havde truet med at forlade klubben, hvis Guehi blev solgt.
Den engelske landsholdsspiller ventes dog at forlade Palace i januar, hvor han skifter til City i en handel til en værdi af 172 millioner kroner.
– Jeg føler, at vi bliver fuldstændig forladt. Jeg kan ikke bebrejde nogen spillere. De gjorde alt, hvad de kunne. Vi har 12-13 spillere fra truppen til rådighed, sagde Glasner til BBC.
– Det værste er at sælge vores anfører én dag før en Premier League-kamp. Det har jeg ingen forståelse for. Jeg har holdt min mund lukket, men jeg kan ikke mere, for jeg er nødt til at forsvare disse spillere. Det er ret klart. Jeg har ikke solgt disse spillere.
– Når man får revet hjertet ud to gange i denne sæson, og begge gange dagen før en kamp… Det skete med (Eberechi, red.) Eze, og nu med (Marc, red.) Guehi. Hvad skal jeg sige til spillerne hele tiden?
På trods af sin store utilfredshed med situationen slog Glasner fast, at han ikke har intentioner om at forlade sit hold midt i en så vanskelig periode.
– Nej, aldrig. Det ville jeg aldrig. Jeg vil gå hele vejen med denne spillergruppe. Jeg har enorm respekt for deres karakter. Jeg kan se, at de er skuffede, og jeg ved, hvor hårdt de arbejder, og hvor hårdt de kæmper til sidst. Aldrig. Ingen chance,” sagde han.