Jack Grealish frygter, at Everton må undvære en af de mest teknisk dygtige spillere i Premier League, når de møder Arsenal lørdag aften.

Den udlejede Manchester City-spiller har været særdeles vellykket under David Moyes, som har været med til at genoplive hans karriere.
Sammen med profiler som Kiernan Dewsbury-Hall og Iliman Ndiaye har Everton, der spiller deres første sæson på det nye Hill Dickinson Stadium, arbejdet sig op på en 9.-plads i tabellen.
Moyes må dog undvære Ndiaye i weekenden, da den 25-årige senegalesiske landsholdsspiller skal repræsentere sit land ved Africa Cup of Nations.
Hans fravær ventes at kunne mærkes tydeligt, da Dewsbury-Hall også er ude med en skade.
Grealish har i de seneste år spillet sammen med nogle af ligaens bedste kantspillere, men han anser Ndiaye for at være en af de allerbedste, når det gælder ren teknik.
– Jeg siger ikke, at han er den bedste, men han kunne være den bedste. Når det handler om ren teknik, er der ikke mange, der er som ham. Tro mig, der er ikke mange, sagde han ifølge Metro.
– Jeremy er virkelig stærk i én-mod-én-situationer, og Savinho er også meget teknisk dygtig. Saka er for eksempel ekstremt god. JHan er en af de bedste kantspillere i verden, men han er ikke teknisk på samme måde.
– Det handler om tricks eller om at sætte nogen på en lille fem-mod-fem-bane, hvor der er trangt, og man bare bevæger sig ind og ud mellem folk.
– Mange kantspillere, jeg spiller med, har brug for plads. Doku ville man for eksempel ikke sætte på en lille bane. Han ville vitterligt drible ind og ud, mens Doku måske har brug for lidt plads til sin fart – det samme gælder Saka.