Thomas Frank er ikke bekymret for at få en fyreseddel, da han stadig “fuldt ud” mærker opbakning.

2025/26-sæsonen har ikke været fantastisk for Thomas Frank. Hidtil har den budt på et tidligt FA Cup-exit og en foreløbig 14.-plads i Premier League.
Derfor er det heller ikke overraskende, at der sværmer utallige rygter om en potentiel fyring af Tottenham-træneren.
Lørdag havde han sandsynligvis håbet at sætte en stopper for den dårlige stime, men sådan skulle det ikke gå.
I stedet blev han og hans tropper ekspederet ud af FA Cuppen af Aston Villa, der sikrede sig avancement med en 1-2-sejr på Tottenham Hotspur Stadium.
Men til trods for buhråb fra tilskuerne, kritik fra eksperter og utallige overskrifter i medier verden over, mærker Frank fortsat opbakning internt.
Det understregede han på et pressemøde efter nederlaget til Villa.
– Jeg mærker fuldt ud opbakningen. Der er ingen tvivl om det, sagde han ifølge Bold.
– Selvfølgelig er vi skuffede over resultatet og over, at vi ikke har fået bedre resultater. Vi skal levere flere og bedre præstationer og blive ved med at presse på.
Næste chance for genrejsning bliver et opgør mod West Ham – der ligger under stregen – den 17. januar.