Sir Alex Ferguson mener, at der kan gå endnu et årti, før Manchester United er stærke nok til at vinde Premier League igen.

På trods af enkelte tegn på fremgang er Ruben Amorims hold generelt ramt af problemer i denne sæson og ligger 10 point efter Arsenal i toppen af Premier League.
United har smidt syv point i deres seneste tre hjemmekampe med skuffende resultater mod Everton, West Ham og Bournemouth, og nu må de klare sig uden Bryan Mbeumo og Amad Diallo.
Det er over 12 år siden, at United sidst blev engelske mestre. Det var Sir Alex Fergusons sidste triumf, før han trak sig tilbage efter 26 år i spidsen.
I den periode har naboerne Manchester City løftet trofæet syv gange, mens Liverpool igen har udlignet United med 20 mesterskaber i den bedste række.
United-direktør Omar Berrara satte sidste år målet om, at klubben skulle vinde Premier League i 2028 for at markere klubbens 150-års jubilæum. Men Ferguson frygter, at ventetiden kan blive længere.
– Han (Amorim, red.) har en god personlighed. Det er ikke let, sagde Ferguson til PressBox PR.
– Jeg husker tilbage på min egen tid der, hvor jeg startede, mens Liverpool var helt dominerende. De var en fantastisk klub, der vandt Europa Cuppen fire gange og alt det der, men det tog dem 31 år at vinde ligaen igen.
– Vi er nu i samme situation. Det kan blive ti år eller det kan blive 11 år – på grund af den cyklus. Det skal overvejes nøje, og vi skal sikre os, at rekrutteringen bliver bedre, end den har været.
Uniteds rekruttering har været en af de største årsager til klubbens lange nedtur, hvor forkerte beslutninger på transfermarkedet gentagne gange har undermineret enhver form for fremgang.