Federico Chiesa har været rygtet væk i dette transfervindue, men et skifte bliver først aktuelt til sommer.

Liverpool-kantspilleren Federico Chiesa forventes at forlade klubben ved sæsonens afslutning, melder journalist Paul Joyce.
Den 28-årige har haft svært ved at opnå regelmæssig spilletid på Anfield og har i denne sæson kun startet inde i én Premier League-kamp. Til gengæld er han blevet indskiftet 15 gange.
Korte indhop sent i kampene har derfor været normalen for den italienske landsholdsspiller, hvilket angiveligt har ført til, at han selv ønsker at forlade klubben.
Liverpool ventes desuden at prioritere forstærkninger på højrekanten til sommer, og det er yderligere med til at presse Chiesa mod nye græsgange.
Senest har Chiesa været kædet sammen med et lejeophold i Juventus i januar, men der er indtil videre ikke sket konkrete fremskridt.
Derfor virker det også usandsynligt, at han forlader Liverpool, eftersom der ikke er lang tid tilbage af det indeværende transfervindue.
Der var store forventninger til Chiesa, da han blev hentet til Anfield, men Arne Slot har tilsyneladende ikke haft den store fidus til ham.
Han har i denne sæson fået lidt over 530 minutter på banen, hvori han har bidraget med to mål og tre oplæg.