Thomas Delaney har sat ord på de buhråb, der tirsdag aften mødte Rasmus Højlund i Parken.

Tirsdag aften tørnede Napoli sammen med FC København i Parken. Det betød også, at danske Rasmus Højlund vendte hjem til sin tidligere klub.
Selvom han har en fortid i klubben, var han tilsyneladende ikke videre populær, da han trådte ind på banen.
Her blev den 22-årige angriber mødt af buhråb fra store dele af publikum, og ifølge Thomas Delaney er der ikke noget forkert ved det.
– Jeg er sikker på, at der er en masse kærlighed til ham. Men det er ikke en velkomstkomité i Parken, og det skal det heller ikke være, sagde han ifølge Ekstra Bladet.
Opgøret mellem Napoli og FCK endte 1-1, hvorfor den danske hovedstadsklub godt kunne tillade sig at være tilfredse med indsatsen.
Delaney var dog ikke med helt til slut, da han blev sendt tidligt i bad. Mod slutningen af første halvleg stod han bag en grim tackling, der blev takseret med et rødt kort.
Han måtte derfor se med fra sidelinjen, mens hans holdkammerater kæmpede sig tilbage i opgøret og sikrede et enkelt point.