Der har været spekuleret en del, men nu lyder det, at Massimiliano Allegri er favorit til at blive ny italiensk landstræner.

Massimiliano Allegri er ifølge flere italienske medier blevet favorit til at overtage posten som italiensk landstræner, hvis Giovanni Malagò vælges som ny præsident for FIGC.
Valget til præsidentposten finder sted den 22. juni, og de første meldinger peger på, at der skulle være en ganske solid opbakning til Malagò fra flere klubber i Serie A. I hans lejr anses Allegri som det foretrukne valg til at overtage landsholdet.
Planerne hænger sammen med en mulig afslutning på Gennaro Gattusos tid som landstræner. Der arbejdes derfor allerede på scenarier for en ny sportslig retning, hvis der sker et skifte i toppen af forbundet.
Samtidig er Allegris nuværende situation i AC Milan blevet mere usikker. Holdet har nemlig tabt to kampe i træk i Serie A, hvilket har skabt tvivl om kvalifikation til næste sæsons Champions League.
Den 57-årige træner vendte ellers tilbage til klubben sidste sommer for at tage sin anden periode i Milano, men der rapporteres om interne spændinger omkring transferstrategi og den langsigtede plan.
Angiveligt kan både klub og træner være åbne for en ændring, hvilket kan betyde, at Allegri vil være fri til at overtage posten som italienske landstræner.
En rolle som landstræner for Italien fremstår derfor som en mulig løsning, men det kræver dog sandsynligvis, at forbundsvalget falder ud til Malagòs fordel.