Det unge talent har kun fået 11 minutter på banen i denne sæson, hvorfor han nu er klar til at forlade AC Milan.

AC Milans sommerindkøb David Odogu har spillet flere minutter for Milan Futuro end for førsteholdet, så hans agenter har sat jagten ind på en lejeaftale i januar – med klubbens godkendelse.
Odogu blev hentet til Milan på Deadline Day, hvor det lykkedes at nå til enighed med Wolfsburg om en aftale.
Her betalte Milan 53 millioner kroner for at hente ham, mens der også blev inkluderet yderligere 22 millioner kroner i bonusser. Derfor kan den samlede pris løber op i 75 millioner kroner.
Til trods for det, så har han haft svært ved at få spilletid på førsteholdet i denne sæson. Han har kun fået 11 minutter på tværs af alle turneringer, som han fik i sæsonens første kamp i Coppa Italia mod Bari.
Ifølge Calciomercato er Massimiliano Allegri tilfreds med den unge forsvarsspillers engagement og entusiasme til træning, men det er ikke noget, der har sikret ham spilletid.
Han bliver tydeligvis ikke vurderet som værende klar til førsteholdet i San Siro, og derfor ser det ud til, at han bliver sendt ud på et lejeophold for at udvikle sig yderligere.
Odogu har indtil videre optrådt i to kampe for Milan Futuro i Serie D, som er Italiens fjerdebedste række. Den 19-årige spillede alle 90 minutter mod Casatese i september og mod Real Calepina i denne uge.
Som Calciomercato skriver, har de to optrædener primært været for at holde ham i form, da forsvarsspillerens agenter allerede har fået grønt lys af Milan til at sikre et lejemål i januar.