Viktor Axelsen har delt nedslående nyt om den skade, der har gjort, at han må udskyde sit comeback til banen.

Viktor Axelsen er en af de største stjerner i badminton. Til trods for dette, så har han ikke været at finde i Kina, hvor der i denne uge er blevet afviklet sæsonfinalerne blandt sæsonens otte bedste spillere.
Det er naturligvis ærgerligt i sig selv, men hvad der er endnu værre er, at der kan være lange udsigter til at se den 31-årige danske stjerne på banen igen.
Årsagen til dette er, at han igen er løbet ind i et problem med sin ryg, som han blev opereret i tidligere på året. Han har selv afsløret, at det er det samme problem, der driller ham igen.
Konkret er der tale om en prolaps i ryggen, der medfører “noget nervetryk”, som han i særdeleshed mærker i sit venstre ben.
– Det lykkedes mig jo ikke at gøre uden operation sidst, men der er stadig en chance for, at det kan gå i sig selv. Men på nuværende tidspunkt ser det ikke superpositivt ud, selvom jeg gør alt, hvad jeg kan, for at kroppen selv kan finde ud af det, sagde han til TV 2 Sport.
Axelsen var på operationsbordet tilbage i april, og gik derefter ind til en lang periode med genoptræning.
Derfor var han først klar til at vende tilbage til banen i september. Desværre lykkedes det ham kun at spille fire turneringer, før han igen har været nødt til at melde sig ude med en skade.
– En ting er at blive klar og smertefri. Noget andet er at kunne forberede sig. Jeg spiller ikke bare for at være med. Jeg vil gerne være godt klar til turneringerne, før jeg går i kamp, sagde Axelsen.
Han ved ikke selv, hvornår han er klar igen, men indtil videre har skadet koste ham et afbud til Super 1000-turneringen Malaysia Open i starten af det nye år samt India Open ugen efter.