Holdkammerater er overbevist: Fernandes forlader United

Meget tyder på, at Bruno Fernandes’ tid på Old Trafford lakker mod enden.

Foto: Maciej Rogowski Photo / Shutterstock.com
Foto: Maciej Rogowski Photo / Shutterstock.com

Flere af Bruno Fernandes’ holdkammerater i Manchester United frygter efter sigende, at portugiseren har fået nok af uroen på Old Trafford og vil forlade klubben til sommer efter VM.

Den 31-årige har tidligere sagt, at han blev såret, da klubben var villig til at sælge ham sidste år, og holdkammeraterne vil ikke bebrejde ham, hvis han vælger at forlade klubben i år.

Ifølge The Sun mener spillerne, at Fernandes vil væk og dermed sætte punktum for et syv år langt ophold i klubben. De har nemlig en opfattelse af, at han har “fået nok af kaosset” på Old Trafford.

Den 31-årige portugiser har været en af Uniteds bedste spillere siden han kom til klubben i januar 2020, og hans nuværende kontrakt løber til juni 2027.

Det betyder, at denne sommer er en af de sidste muligheder for at sælge ham og få et afkast på de cirka 400 millioner kroner, som de betalte for at hente ham i Sporting Lissabon.

United-anføreren indrømmede i november, at tidligere cheftræner Ruben Amorim overtalte ham til at blive sidste sommer, selvom klubben ønskede at sælge ham.

Men da Amorim nu er fyret og der er usikkerhed omkring klubbens kommende manager, er Fernandes ifølge kilder klar til at sige farvel og søge nye græsgange.

– Nogle i truppen mener, at Bruno har fået nok, og ærligt talt bebrejder de ham ikke, sagde en kilde til The Sun.

– Han giver altid 100 procent og har været klubbens bedste spiller, siden han kom til. Men de mener, at han føler sig svigtet under den nye ejerstruktur, og Amorims afgang har ikke hjulpet.

– Han er ikke den type, der tager en høj løn i Saudi-Arabien, fordi han er en ægte fodboldmand. Men ingen kan betvivle, at han siden den dag, han skrev under med Manchester United, har givet alt.

– Ingen ønsker, at han skal forlade klubben, men hans holdkammerater vil forstå det, hvis han gør.

Seneste spilforslag
Om
SportInsider.dk udgives af:
Busekist Digital
CVR: 28491735

Trindsøvej 6, 1.
8000, Aarhus C
Danmark
SportInsider.dk