Den tidligere engelske landsholdsspiller Andy Carroll risikerer fem års fængsel.

Den tidligere Premier League-angriber Andy Carroll er blevet sigtet for at have overtrådt et tilhold efter at være blevet anholdt i en lufthavn. Det skriver Irish Independent.
Den tidligere Newcastle- og Liverpool-stjerne blev anholdt i april, og de påståede lovovertrædelser relaterer sig til en hændelse i marts.
Carroll blev tilbageholdt af politiet kort efter at være landet i Stansted Lufthavn. Han blev afhørt af betjente og tilbageholdt i en kort periode, fortalte en kilde til The Sun dengang.
– Det så ud til, at et problem blev markeret ved paskontrollen i Stansted, hvilket førte til, at politiet blev tilkaldt. Han blev afhørt og derefter taget væk, sagde kilden.
– Det skabte en del postyr, da der var mange andre passagerer omkring, hvor han blev anholdt.
Essex Police har bekræftet overfor The Sun, at den anholdte var 36-årige Carroll.
– En mand er blevet sigtet for at have overtrådt et tilhold. Andrew Carroll, 36, fra Epping, blev anholdt den 27. april, og de påståede lovovertrædelser relaterer sig til en hændelse i marts, lød det.
– Han skal møde i magistratsretten i Chelmsford den 30. december.
Carroll spiller i øjeblikket for Dagenham and Redbridge, som han sluttede sig til i sommer efter at være vendt tilbage til England efter ophold hos hhv. Amiens og Bordeaux.
Det lyder, at han risikerer helt op til fem års fængsel, hvis han bliver kendt skyldig.