Honda har afsløret den første lyd af en Formel 1-motor til 2026 i en kort video, der blev lagt ud på sociale medier.

De fleste producenter har indtil nu undgået at dele konkrete detaljer om fremskridtene med deres helt nye motorer. Men nu har Honda været den første til at krydse linjen og gå offentligt ud.
I et opslag på sociale medier har de delt en video, hvor lyden af den nye motor indgår, skriver The Race.
Lyden viser motoren skifte op gennem syv gear fra videoens start, før den kører med fuld gas ned ad en langside og derefter skifter ned i gear igen, når den bremser til et sving.
Da kørsel på bane med de nuværende motorer ikke er tilladt, må lyden stamme fra dyno-tests af den Honda-motor, der næste år skal drive Aston Martins to biler.
Sammenlignet med lyden fra de nuværende motorer giver Hondas video den første indikation af en lidt anderledes motorlyd til 2026.
Det kan blandt andet skyldes, at F1 har skrottet MGU-H, som fungerede som en slags lyddæmper på turbo-hybrid-motorerne fra 2014 til og med denne sæson.
Mercedes’ motorchef Hywel Thomas har til The Race forklaret, at motorlyden i 2026 vil blive påvirket af flere faktorer – nogle, der øger lydniveauet, og andre, der dæmper det.
– Med fjernelsen af MGU-H er der mindre modtryk på motoren. Turboen tager mindre energi ud. Så man kunne tro, at det vil øge lyden, sagde han.
– Men der er mindre brændstof, så man skulle tro, at det vil mindske lyden. Jeg tror helt ærligt, at det ender meget, meget ens.
– Det kan blive en smule højere, men det kan også blive lidt lavere. Men jeg tror ikke, at vi taler om en markant ændring.
– Mit indtryk, når jeg står i dyno-rummet og lytter via mikrofon og højtaler, er, at højtalerne stadig står på omkring syv. Vi har ikke været nødt til at skrue op til ti for at høre motoren – eller ned på tre.